Til åbning af ”Tryk på Tiden”

Hvis man havde sagt, maleriet er dødt, - så havde folk sikkert sagt, nå nu igen, fordi maleriet har det med at dø og genopstå med meget jævne mellemrum, fordi det konstant lever i bedste velgående og fordi maleriet – det vi har til låns – fra generation til generation, simpelt hen kulturelt set er synonymt med billedkunsten. Så det kan ikke dø! Hvis man derimod sagde grafikken er død, så ville sikkert mange sige ”so what” for i dag gør grafikken så lidt væsen af sig i Danmark, at man næsten skal kende den enkelte grafiker for at finde den grafiske kunst.

Først må jeg sige tak for invitationen, til at fortælle noget om grafikkens særkende her ved denne unikke manifestation af, at grafikken faktisk existerer i Danmark: Det er en fornøjelse! For grafikken er mit hjerteblod og på Bornholm stod min vugge som grafiker. Jeg skylder Peder Gilkær der sidder i grafikerhimlen en stor tak for, at han i egenskab af lærer Rønne Statsskole skaffede en grafisk presse til skolen og gav en passioneret indføring i sortekunsten. Kærligheden er intakt: Der findes i mine øjne ikke noget mere spændende håndværk end det grafiske – det kræver både nuanceret teknisk viden, materialekendskab og en hel del knofedt.

Jeg har altid været temperamentsfuld, så det fysiske arbejde med plader der skulle snittes og ridses i passede mig godt og det er jo det man gør i grafik – behandler overflader i sten, træ, linoleum, silke, metal eller plastic så de kan afgive et motiv på et stykke papir. Definitionen på originalgrafik har været det magiske møde – kysset mellem en bearbejdet plade og et stykke papir. Grafik er grundliggende, enten højtryk eller dybtryk, som teknikkerne kaldes og det interessante er altså, at der kan tages mange tryk fra samme stok eller matrice. Højtrykket er når farven valses ind i fladen og gnides eller valses på papiret, fx. træsnit – dybtrykket er, når farven hentes op fra dybet af pladen, under tryk og presses ind i papiret fx. radering og i begge tilfælde fremstår motivet spejlvendt på papiret!

I Europa var det var jo Gutenberg der på 1400-tallet med opfindelsen af bogtrykkunsten gjorde mangfoldiggørelse mulig, og billederne fulgte med, som illustrationer. Det var en revolution i forhold til de tidligere exclusive håndskrifter. Billedet kom nu ud til folket – træsnittet, som er den tidligste form for grafik man kender, nemlig fra 1300-tallet var billigt at fremstille og populært fordi, der kan tages mange exemplarer fra den samme stok. Og så går det hurtigt i modsætning til kobberstikket, som vi kender fra 1430-erne og raderingen, fra 1500-tallet. De er tidskrævende at fremstille og at trykke og oplaget er lille, fordi pladen slides ned.

Kunstneren var håndværker og bestillingsarbejder. Mange af datidens træsnit og raderinger var reklameblade for kirken, så mange motiver var religiøse. Mesteren Rembrandt siges at have fået en god pris i 1643 for ”Hundregyldenbladet”, hvor Jesus fortæller om kamelen og nåleøjet, men da havde han også været 6 år om det! Han måtte for at leve, ligesom andre kobberstikkere tjene kirken og illustrere bøger, samt portrættere hoffets og adelens hoveder. Rembrandt blev fordømt af kirken og gik i hundene, da han gik sine egne veje, for at efterlade en række usentimentale menneskeskildringer, som står lyslevende idag. Med Goya rykker vi endnu et skridt væk fra bestillingskunsten: Goyas akvatinte-serier fra 1790er og frem viser dramatiske grafiske dybtryk, med drømme, eksistentiel isolation og krigsrædsler, sælge kunne de ikke, men han udførte dem mens han var spansk hofmaler, hvor han hævdede sin ret til at udtrykke sit tanke- og følelsesliv.

Parallelt med denne selvstændiggørelse, som fører til den ekspressive kunst , blev der i løbet af 1700-tallet illustreret fagbøger og lavet kopier af populære malerier. Det blev i Danmark fornemt at håndkolorerede kobberstik af malerier der havde vundet guldmedalje fra Akademiet for de skønne kunster, en luksuskunst for velhavere og særligt privilegerede.

Denne trend uddør i begyndelsen af 1800-tallet hvor litografiet kommer på banen og atter bringer kunsten ud til folket. Her har Daumier i Frankrig en af hovedrollerne som den, der bringer en saftig og folkelig tone ind i grafikken – fra 1832 som ansat ved ugebladet ”La Caricature” laver han sine skønne groteske systemkritisk karikaturtegninger. Og nu går det hurtigt! Manet illustrerer med fri hænder Edgar Allan Poes novelle Ravnen i 1874, det bliver de første litografiske illustrationer i en skønlitterær bog – og krøblingen Henri de Toulouse Lautrec gør Parises glædespiger udødelige og sætter Moulin Rouge på plakaten, ud af bogen og ud på gaden hvor litografiet har fået farver der holder!

Grafikken er på vej som selvstændig kunstart, selvom den i slutningen af 1800-tallet stadig er et håndværk, der illustrerer eller reklamerer for noget – eller står i maleriets tjeneste. Herhjemme, hvor kunstnerne er rykket ud i naturen, raderer Johan Thomas Lundby i 1844 en ung tyr bundet til en ledstolpe. Sammen med Chr. Købke, Jørgen Sonne m.fl. vægtede Lundby naturstudiet, og her er grafikken i høj grad forberedende arbejde til større kompositioner – i olie – og i mindre omfang, som værker i sig selv. Willumsens mange skitser og litografiske arbejder i forbindelse med hans store malerier ligger i forlængelse af denne tradition, men hans raderinger fra 80-90´erne hæver sig op, som de første impressionistiske visuelt selvstændige, grafiske værker i Danmark.

I 1909 stiftes grafisk kunstnersamfund. Grafikken selvstændighed tilkendegives hermed og da Grafisk skole etableres i 1920 får Danmark efterhånden den stand, som er blevet til ”danske grafikere”, så ældre er vi altså ikke. Aksel Jørgensens betydning på kunstakademiets grafiske skole var stor. Hans elever Dan Sterup-Hansen og Jane Muus har ført pinden op til vor tid med deres træsnit og raderinger sammen med Hjort Nielsens vilde og følsomme koldnålsraderinger, som har præget den sort/hvide grafik- traditionen i Danmark. Grafikere som Palle Nielsen, Ejler Bille, Richard Mortensen, Henry Heerup og Povl Christensen bringer i 50-erne grafikken helt ud til folket ved at udgive grafiske mapper, illustrere klassikere, og altså lave bogtryk igen i bevidstheden om at den grafiske kunst qua sin mangfoldiggørelse kan nå mange mennesker. Heerup mener decideret at alle skal ha råd til og mulighed for at have rigtig kunst på væggene og han producerer enkelttryk i store oplag. Samtidig finder man også en moralsk holdning, der måske bedst udtrykkes af Jorn, som siger, at for store oplag ”proletariserer”.

Der kommer efterhånden farver på. Jorn brillerer med sine farvelitografier og farvetræsnit, hvilket ikke er nyt i Norden. Munch i Norge har for længst gjort farvetræsnittet og litografiet udødeligt, ligesom hele den tyske ekspressionisme, med bl.a. Blaue Reiter i spidsen har blæst et voldsomt liv og engagement ind i den grafiske kunst. De franske kunstnere har hele vejen igennem århundredet fyldt verdens vægge med mere letfordøjelige, dekorative litografier - Picassos klovne eller Matisses badenymfer vil nok være de fleste bekendt fordi de er lavet i store oplag!

Med Ex-skolen kommer der knald på farverne. Irmaposer og kaffedåser med kunst på, af Herman Stilling, Poul Agger og Scherfig pryder hjemmene samtidig med at den store bølge i dansk grafik ruller. Trykkerbanden og Røde Mor i 60-erne og 70-erne sprøjter god grafik ud fra linoleumsplader og silketryksrammer, nu så farvestærkt at grafikken kommer på forsiden af aviserne, sammen med Gernes, der synliggør grafikken i rummet. Offset teknikkens fremgang i 70-erne og de politiske strategier om kunstens udbredelse blomstrede videre i årene fremover, og skabte debat om, hvorvidt kunst i store oplag kunne kaldes originalgrafik og stadigvæk i dag er grafikere ikke enige om den ting. Kysset mellem plade og papir var ikke længere nødvendig for at lave et oplag – men er det så stadig originalgrafik? Opkomsten af digitale medier muliggør i dag en helt ny type tryk, som man sagtens kan kalde grafik. Og gør det. Skal definitionen på originalgrafik så udvides? Det er spørgsmålet. Kataloget til denne udstilling er således det nærmeste man i dag, med moderne trykteknikker kommer et originalt produkt, når det skal gennem en offset presse.

Kobberstiksamlingens Eric Fisher sagde i 1980 følgende, som jeg citerer fordi han så frækt piller ved et af grafikkens adelsmærker: Nummereringstraditionen. Han indsætter grafikken i et nutidsperspektiv, som selvstændig kunstart, når han siger:
”Når man begynder at kræve signering og nummerering og angivelse af tekniske deklarationer for, at et grafisk blad kan accepteres som originalt kunstværk, så imødekommer man hermed efter min mening forbrugersamfundets opfattelse af kunst som vare og investeringsobjekt på samme niveau som vaskemaskiner og non-iron skjorter. Ved at udstede den slags varedeklarationer og garantierklæringer indgiver man publikum en falsk tryghed. Falsk, fordi publikum modtager en garanti for det sekundære, nemlig den tekniske udførelse, og ikke for det primære: Om det, der købes, er af kunstnerisk kvalitet eller ej.”

Kloge ord ja, for tekniske data eller konceptbeskrivelser borger jo ikke for kvalitet i sig selv, uanset kunstnerisk disciplin. Men udtalelsen ophæver ikke det faktum, at kunsten er en vare. Sandt for dyden har grafik aldrig været været nogen guldgrube, eller et investeringsobjekt på linje med maleriet, når man bortser fra enkelte amerikanske pop-kunstnere med Warhol i spidsen. Skandaler i kunstverdenen, hvor Miro og Dali havde dobbeltnummeret deres tryk og sendt oplag ud i flere verdensdele fremmede ikke grafikkens troværdighed, men gav mange investorer røde ører.

Den grafiske kunst begyndte at tabe terræn i Danamrk og jeg tror især det har med hele original-problematikken at gøre. Rank-Xerox-maskinen fik i 80-erne kopidebatten til at kulminere og i dag, måske som en modreaktion, dominerer det unikke grafiske blad. Den store trend i grafikken er fotogravuren i meget små oplag eller unikatryk ofte figurative fortællende, ikke sjældent med et budskab. I det hele taget er unikavariationer mere og mere fremherskende, og alle grafiske teknikker kan sættes sammen i dag i eet mix – højtryk, dybtryk, monotopi på samme grafiske blad.

Unikaværker i grafiske teknikker uden mangfoldiggørelse for øje, giver en dyrere pris og en meget begrænset udbredelse. Grafikken nærmer sig altså her maleriets domæne. Det unikke, geniet og eneren er jo en del af kunstens ideologi i vor vestlige civilisation, og vi har vedtaget at værne om og fastholde kunstprodukter som vor kulturarv, kunstens evighedsværdi, også som investeringsobjekt. Det er et traditionelt vilkår – som kunstens verden, museerne frem for alt, er underlagt. Grafikken er en sjælden museumsgæst og stort set usælgelig på gallerierne, så med grafikkens dalende status fra 90-erne, kan man med god grund spørge, om grafikken er ved at dø ud?

Faktum er, at kunstskoler med grafiske linjer forsvinder, akademierne er ikke længere arnepladser for den håndværksmæssige uddannelse, digitale medier er i højsædet, så jo: Sortekunsten – hele den grafiske kunst - er på en måde på retur i Danmark, ligesom den demokratiske holdning til kunst er det! Kunsten er blevet elitær og langt fra folkelig. Grafikken ligner faktisk mainstream i den retning. Kunsthaller, kuratorer og akademismer samt computeranimerede koncepter dominerer dagens kunstliv, og mange grafikere eksperimenter med it-medier kombineret med andre kunstformer – lyd og ord i et Cross-over - den hybrid, som kaldes samtidskunst, som fint kan rumme en del grafik – og gør det!

Svaret er, at grafikken er på vej et nyt sted hen. Danske grafikere bevæger sig i disse år – men står stadigvæk her ved 25-års jubilæet på et håndværksmæssigt fundament med en bred vifte af grafiske blade, som er historisk genkendelige, deres forskellighed til trods. Derfor er det en særlig glæde at konstatere i dag at grafikken med sine rødder i såvel det narrative og den intime nærlæsning, i såvel det folkelige og som i det celebre lever i en mangfoldighed af udtryk. Grafikken er kunstens poesi, med den vedholdenhed og ydmyghed som er en del af kunstens væsen, spejler den enkelte kunstners temperament sig i det enkelte værk. Grafikken forholder sig til maleriet, som digtet gør det til romanen, det er to forskellige genrer og der er brug for begge dele – publikum til grafikken og poesien er måske nok smalt, men særdeles lyttende og særlig intenst tilstede.

Tak for det! Og tak for at vi kan opleve udstillingen her på et af verdens smukkeste museer - det er dejligt at se, at grafikken er levende og i bevægelse!

Karen Degett