©2006 Steen Rasmussen • Tina Gjerulff • Karen Degett †

HOTEL VANITAS

HOTEL VANITAS består af kunstnerne Tina Gjerulff, Steen Rasmussen og Karen Degett. Vi arbejder med grafik og placerer os i samtidskunsten med et grafisk eksperimenterende udtryk.

HOTEL VANITAS udstiller internationalt og arbejder i internationale netværker med særligt focus på NORDISK GRAFIK, for på nordisk plan at udvikle en dialog omkring grafikkens mange facetter og udtryksformer. Den eksperimenterende tredimentionelle grafik beskæftiger sig med forandring af rum. Kunstnerne viderefører de håndværksmæssige grafiske principper og bevæger sig ind i gesamtkunstværket, hvor lys, lyd, rum og interaktion er centrale elementer.

HOTEL VANITAS arbejder med sortekunsten både som billede og form. Udover det grafiske blad arbejder vi med nye konstruktioner og perspektiver samt flere dimentioner i grafikken. Når vi arbejder med værkerne som grafiske installationer eller events, kan der finde en koreograferet aktion sted i forbindelse med visningen, som en del af eksperimentet, fx. performance, oplæsning af "Spoken words", kakkafonier. Værket kan iøvrigt slet og ret være en proces over tid.

HOTEL VANITAS værkers indhold relaterer sig til universelle symboler i en politisk stillingtagen til verdenssamfundet. Udgangspunktet og det overordnede tema er vanitasbegrebet forfængelighed/forgængelighed.

HOTEL VANITAS er åben for dialog - med andre kunstnere og andre faggrupper. Vi vil gerne samarbejde i ethvert forum hvor afprøvninger og nye synsvinkler kan skabes omkring begrebet grafik til belysning af vort tema og vor hensigt: Vi vil synliggøre livet og livsprocesserne, som er forandring. Vi vil synliggøre døden som en del af livet, som en drivkraft til at tage ansvar for den sammenhæng vi er en del af. Vi vil samarbejde om at ophæve ridgide skel imellem kunstarter - og udvide kunstbebegrebet til at omfatte en flerdimentioneret grafik - kunst og videnskab - hvor dialogen, forandringen og det processuelle er centralt.

HOTEL VANITAS vil sætte grafikken i focus fordi den unikt kan forene en håndværksmæssig kundskab med en nødvendig intelligens.